Jeg må erkende, at jeg jo ikke får blogget særlig meget herinde, og derfor har jeg besluttet mig for at "flytte" over på Instagram. Jeg vil ikke udelukke, at der stadig kan komme et blogindlæg en gang i mellem, men Instagram bliver stedet, hvor jeg er mest aktiv. Jeg har glædet mig meget til at komme i gang og ser Instagram som en perfekt måde, hvorpå jeg kan dele både inspiration, proces og færdige projekter nemt og lige når det sker. I skal være mere end velkomne til at følge mig på byamalielykke eller her https://instagram.com/byamalielykke/!
torsdag den 23. april 2015
lørdag den 20. december 2014
Fint og enkelt juletræ
Et af de sidste projekter på højskolen var en magasinopgave, som foregik som et samarbejde mellem Grafisk Design og Fotolinjen. I vores gruppe fik vi lavet et super lækkert 'Hytte Hygge'-magasin med gode råd, relevante artikler og alt mulig andet man kunne få brug for, når man sidder i en hytte i det norske fjeld. Jeg bidrog bl.a. med nogle kreative indslag, deriblandt en strikkeopskrift og denne DIY på fine papjuletræer. Idéen er desværre ikke min egen (den kommer herfra), men alle de lækre billeder er taget af Ida Marie fra Foto og juletræet selvfølgelig lavet af mig selv. Juletræet er super nemt at lave og fungerer både stående og som ophæng. En anden gang vil jeg nok prøve om papsiderne ikke kan syes sammen på maskine frem for at klipse dem sammen, så træet vil få et endnu lækre finish.
tirsdag den 28. oktober 2014
Højskoleupdate og typografiopgave
Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst har skrevet på bloggen, og der er sket en del i løbet af de sidste måneder. Ud over at blive stolt student og nyde en velfortjent sommerferie, er jeg i starten af august startet på et nyt eventyr, nemlig Krabbesholm Højskole. Her fordyber jeg mig i det kreative med fokus på faget Grafisk Design, hvor jeg allerede nu kan sige at have lært rigtig meget.
I sidste uge påbegyndte vi udformningen af vores foreløbige portfolier, hvilket betyder, at jeg har fået taget nogle lækre billeder af nogle af de projekter, jeg har arbejdet med, og jeg tænkte dermed, at det var på tide, at dele nogle af dem her også.
Det første projekt, I får lov at se, er en typografi-opgave. Vi fik på holdet til opgave at medbringe en genstand som havde en speciel betydning for os, og som på samme tid var æstetisk pæn. Jeg valgte min højtelskede Julie Sandlau ring, som jeg har fået i studentergave. Vi brugte herefter hele formiddagen på at lave skitser over den valgte genstand og skulle i den sidste skitseface ikke skitsere andet end former. Det var først herefter, at den egentlige opgave blev stillet; at lave et alfabet bestående af små bogstaver ud fra de skitser, der var blevet tegnet. Jeg endte med, at tage udgangspunkt i nogle af de diamantformer, jeg havde fået kreeret, hvori jeg fandt både stamme og en grundform.
Disse træk videreførte jeg i videst muligt omfang videre til bogstaverne. Herunder ses hvordan mit alfabet i sidste ende kom til at se ud. Der er også nogle billeder fra skitsefasen samt et billede af min smukke ring.
Med udgangspunkt i alfabetet skulle vi også skabe et produkt, hvorpå typografien kunne anvendes. Jeg syntes min endelige typografi stadig havde stor sammenhæng med udgangspunktet, ringen, og endte derfor med at lave et fiktivt visitkort for en smykkeforretning.
Jeg satser på, at få vist mere af hvad jeg går og laver inden så længe igen!
fredag den 30. maj 2014
Dåbsgave til niecen
I sidste weekend blev min søde niece døbt, og en hjemmelavet gave skulle hun da ha'! Efter mange overvejelser blev det til dette 'bamse med ballon'-billede inspireret af disse to billeder, som I måske husker, jeg lavede for ikke så længe siden. Jeg er blevet ret vild med stilen, og det er sjovt at arbejde med de kantede former. Både bamse og ballon er lavet i karton fra gemmeren. Jeg ved slet ikke, hvorfra vi har så meget forskelligt karton, men det lykkedes mig altså at finde 7 forskellige nuancer, der lige synes at passe sammen. Som ballonsnor har jeg brugt et stykke lyserødt garn for at give billedet lidt spil og dybde, og derudover har jeg med mit nye stempelsæt stemplet 'Nanna', min nieces navn, indeni ballonen. Jeg synes, resultatet er blevet super skønt og gaven blevet modtaget med stor glæde.
mandag den 26. maj 2014
Så er studenterinvitationerne sendt ud!
I år er det endelig min tur til at blive student, og jeg tænkte, at jeg ville gøre lidt ekstra ud af invitationerne til denne specielle lejlighed. Med udgangspunkt i en klassisk studenterhue har jeg med en del klippen og klistren sammensat disse fine og helt unikke invitationer. Jeg har brugt de skønne hvide stribede kort, som jeg er så glad for, 3 forskellige kartoner, pearl stickers i guld, sort satinbånd, en guld tusch og en sommerfugleudstanser. Derudover har jeg brugt masser af dobbeltklæbende tape og en smule lim. Indeni er både ønsker og invitation printet på transparent papir. Det tog ret så lang tid at få færdiggjort de 13 invitationer, især den lille papirrosset krævede arbejde, men åhhh hvor har det været det hele værd - de er simpelthen lige mig!
tirsdag den 25. marts 2014
Grafiske billeder til væggen
Tid og overskud er ikke det, der er mest af for tiden, og derfor får jeg desværre ikke lavet så mange kreative ting. I weekenden fik jeg dog endelig sat disse to billeder i ramme, og de står nu fint og pynter i stuen.
Billederne er sammensat af udklip fra forskellige blade og har hver sin stil. Aben er tydeligt inspireret af Kay Bojesens abe, og jeg har her brugt udklip af træmaterialer. Modsat er elefanten sammensat af udklip af betonmaterialer med en stødtand i marmor. Elefanten er en videreudvikling af et billede fra en helt almindelig googlebilledesøgning, og den har ligesom aben fået lidt mere kant og geometriske former.
Jeg synes, billederne er blevet super flotte, og de passer godt med den meget grafiske og enkle stil, der er så populær i øjeblikket. Jeg har overvejet at lave et tredje dyr med et andet materialefokus - måske der er nogen af jer, der har en idé?
tirsdag den 7. januar 2014
En smykkehjort
Så fik jeg også taget et billede af min færdige smykkehjort. Jeg endte med at male den i farven Aqua, som jeg synes er så fin - den er lidt mere grønlig end på billedet, nærmere mint. Derudover har jeg forsynet den med et par sorte kæder, som fungerer som øreringeholdere til yndlingssmykkerne. Den hænger nu fint på værelset og pynter.
mandag den 23. december 2013
Julepost no. 2 og no. 3
Så fik jeg også taget billeder af alle de andre fine ting, jeg har fået i forbindelse med julepyntsudvekslingen. Fra Gitte med bloggen ravogkrat.blogspot.dk har jeg modtaget det fine sorte julehus-udklip fra øverste billede, 3 enkle og smukke juletræer samt en flot juleranke med søde figurer og mønstre. Fra Henriette med bloggen dottie.dk har jeg modtaget en fin krymmelkugle og de skønne 3D stjerner som ses på billede nr. 2. Tusinde tak for de fine ting!
Gitte og Henriette har nogle rigtig inspirerende og kreative blogge, som jeg helt sikkert glæder mig til at følge mere med i.
Glædelig jul til jer alle derude!
søndag den 15. december 2013
Mit bidrag til julepyntsudvekslingen
Så kan jeg endelig få jer vist, hvad jeg har lavet og sendt til de andre i min julepyntsudveksling-gruppe. I husker måske, at jeg sidste jul lavede disse papirlersfigurer til at pynte julegaverne med. Stjernen var helt klart min favorit, og derfor besluttede jeg mig for at lave noget lignende igen i år. I år har jeg dog fornyet stjernen en smule og fået blondemønstret lavet på begge sider, således at stjernerne kan bruges som julepynt. Dertil fandt jeg nogle fine træperler og noget snor, og så var de ellers klar til at blive sendt.
Da jeg skulle pakke dem ind, fik jeg også lige afprøvet en anden idé, jeg i længere tid har overvejet. De fine hvide tags fra Søstrene Grene har jeg nemlig pyntet med små runde blondpapirer, som giver en form for 3D effekt. Dem tror jeg vist, jeg skal have lavet nogle flere af.
onsdag den 11. december 2013
Julepost no. 1
I slutningen af november meldte jeg mig til Sine og Anne-Mettes kreative julepyntsudveksling-leg under kategorien 'Nordisk stil'. I går fik jeg så min første pakke fra en af de andre i min julepyntsudvekslingsgruppe, nemlig Pernille med bloggen www.styledesigncreate.com. Jeg kendte ikke til Pernilles blog før, men jeg kan se, at hun laver mange fine og kreative ting. I pakken lå dette enkle og smukke pudebetræk syet med en blanding af stof og strik. Udover det fine patchworkarbejde på forsiden, har bagsiden også skønne detaljer, bl.a. to runde træknapper. Jeg siger mange tak for gaven!
Jeg sendte selv mit bidrag til julepyntsudvekslingen i går og lægger selvfølgelig billeder på bloggen, så snart jeg kan se, at brevene er modtaget.
tirsdag den 10. december 2013
Et rustikt juletræ
Jeg synes lige, jeg ville dele denne idé med jer. Det rustikke juletræ er lavet af min far ved brug af forskellige pinde fra Vesterhavet og hvid bomuldsnor. Juletræet er ca. 2,5 m højt og hænger lige nu i min fars firma og pynter flot i juletiden. En super kreativ og anderledes måde at tænke julepynt på.
søndag den 8. december 2013
En tegnet fødselsdagskanin
For noget tid siden fik jeg lyst til at tegne noget i en lidt anden stil end ellers. Det endte ud i denne fødselsdagskanin med et pift af lidt zentangle. Jeg ved ikke rigtig hvor idéen kom fra - nogle gange kommer de bare til én. Jeg tænker, at jeg måske kan lave den til et fødselsdagskort eller et billede til børneværelset. Et eller andet skal jeg nu nok få den brugt til.
tirsdag den 26. november 2013
En tegnet fugl
Jeg har endnu engang været i gang med de sorte tuschpenne, og resultatet blev denne fine fugl. Fuglen er tegnet med inspiration fra et farvebillede på nettet, og jeg har dermed prøvet at omsætte de mange farver til skyggeeffekter. Det er efterhåndet gået op for mig, at jeg vidst bedst kan lide at tegne dyr, så nu må vi se hvilket dyr, der bliver det næste.
tirsdag den 19. november 2013
Unikke julestjerner
Jeg har efterhånden set mange steder på nettet, hvordan kreative bloggere pepper sine julestjerner og andet op ved simpelthen at sprøjte maling på. Det resulterer ofte i ret så fine resultater, så derfor tænkte jeg, at jeg da også måtte prøve at eksperimentere lidt. Jeg købte en billig sprayflaske fra Søstrene Grene og har ellers brugt en aqua-farvet hobbylack fra Panduro. Malingen havde egentlig en fin konsistens til formålet, men som det ses på billedet herunder, kunne sprayflasken godt komme til at centrere malingen på nogle bestemte områder. Efter jeg har fået flettet stjernerne, kan det dog ikke rigtig ses, og jeg synes nu, de er blevet meget søde.
torsdag den 14. november 2013
A for Amalie
Endnu en idé fra pinterest, hvor jeg fandt disse flotte (og gratis) bogstav-templates! Skabelonerne er enkle og lette at forstå, og så kan man jo selv bestemme størrelse, alt efter hvordan man vælger at printe dem. Jeg valgte at kaste mig ud i et blomstret A, og selvom det nok gik lidt hurtigt med at få det lavet til sidst, er det nu ikke blevet værst. Jeg vil dog sige, at det kan betale sig at være ret så præcis, da bagsiden i sidste ende gerne skal passe med forsiden. Et af mine næste projekter må være at få lavet et bogstav i dobbelt størrelse.
mandag den 11. november 2013
En fin kanin
I går var jeg på besøg hos min søster og hendes familie og havde denne fine kanin med til min nu næsten en måned gamle niece. Jeg så et billede af den søde kanin på pinterest, og da jeg fandt ud af, at der fulgte en opskrift med (her), måtte jeg bare i gang. Kaninen har fået et par bjælder i fyldet, så den også er lidt sjov at lege med. Jeg har brugt samme Montano-garn som til mine Granny Squares, da dets kraftighed gør det super lækkert at arbejde med. Jeg er faktisk ret glad for at hækle, så mon ikke der kommer mere af den slags om ikke så længe.
lørdag den 5. oktober 2013
En sød frugtpose til nevøen
Efter ønske fra min søster, har jeg syet en fin frugtpose til min nevø, som han kan have med i børnehaven. Det søde æble-stof købte jeg, da Panduro havde 70% udsalg i sommers. Dengang viste jeg ikke, hvad det skulle bruges til, men man må sige, at det passer ret godt til dette formål. Frugtposen er foret med voksdug, så den nemt kan rengøres, hvis nu frugten eller andet smatter ud. Det var lidt af en hjernevrider at finde ud af, hvor stor den skulle være, og hvordan det hele skulle syes sammen, især fordi jeg også har lavet bund i den. Jeg stødte dog ikke på de store sy-problemer undervejs, og resultatet er blevet super fint.
onsdag den 2. oktober 2013
Smukke øreringe
Den sidste tid har været utrolig travl, men jeg er her stadig! Jeg vil lige vise jer et par smukke øreringe, jeg har lavet efter denne vejledning. Samme vejledning som jeg fik filt-inspirationen fra til mit bling-bling halssmykke. Super nem måde at lave flotte smykker på. Øreringene er blevet super fine, og jeg har overvejet, om de måske skal bruges til kongebal i foråret. Jeg vil råde til ikke at bruge for tyndt filt, da øreringene har en tendens til at bøje lidt bagud.
torsdag den 19. september 2013
Endnu en tuschtegning
Her er endnu en tuschtegning, jeg har fået tegnet. Jeg var ellers hurtigt ved at give op allerede efter de første streger, da jeg synes, den fik nogle lidt forkerte former. Jeg arbejdede dog videre med idéen og fik tilføjet en masse krusseduller, og nu synes jeg egentlig, at den er blevet meget fin. Og ja, jeg er vist blevet lidt vild med de hjorte der.
lørdag den 14. september 2013
Den sødeste hjort
Da jeg så dette hjortehoved i Panduro, måtte jeg simpelthen eje det! Det er ikke helt klart, hvad det skal bruges til endnu, men jeg har tænkt, at det måske skulle fungere som et slags smykkestativ. Jeg har dog lidt svært ved at finde ud af, hvordan det skal pyntes. Jeg har både tænkt på at male det helt hvidt eller male det en sjovere farve eller måske bevæge mig ud i noget decoupage agtigt? Jeg tror, jeg hælder mest til, at den bliver malet - så må jeg bare finde ud af hvilken farve.
Abonner på:
Opslag (Atom)


































