Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

mandag den 23. december 2013

Julepost no. 2 og no. 3

Så fik jeg også taget billeder af alle de andre fine ting, jeg har fået i forbindelse med julepyntsudvekslingen. Fra Gitte med bloggen ravogkrat.blogspot.dk har jeg modtaget det fine sorte julehus-udklip fra øverste billede, 3 enkle og smukke juletræer samt en flot juleranke med søde figurer og mønstre. Fra Henriette med bloggen dottie.dk har jeg modtaget en fin krymmelkugle og de skønne 3D stjerner som ses på billede nr. 2. Tusinde tak for de fine ting! 
Gitte og Henriette har nogle rigtig inspirerende og kreative blogge, som jeg helt sikkert glæder mig til at følge mere med i. 
Glædelig jul til jer alle derude!

søndag den 15. december 2013

Mit bidrag til julepyntsudvekslingen

Så kan jeg endelig få jer vist, hvad jeg har lavet og sendt til de andre i min julepyntsudveksling-gruppe. I husker måske, at jeg sidste jul lavede disse papirlersfigurer til at pynte julegaverne med. Stjernen var helt klart min favorit, og derfor besluttede jeg mig for at lave noget lignende igen i år. I år har jeg dog fornyet stjernen en smule og fået blondemønstret lavet på begge sider, således at stjernerne kan bruges som julepynt. Dertil fandt jeg nogle fine træperler og noget snor, og så var de ellers klar til at blive sendt. 
Da jeg skulle pakke dem ind, fik jeg også lige afprøvet en anden idé, jeg i længere tid har overvejet. De fine hvide tags fra Søstrene Grene har jeg nemlig pyntet med små runde blondpapirer, som giver en form for 3D effekt. Dem tror jeg vist, jeg skal have lavet nogle flere af.   

onsdag den 11. december 2013

Julepost no. 1

I slutningen af november meldte jeg mig til Sine og Anne-Mettes kreative julepyntsudveksling-leg under kategorien 'Nordisk stil'. I går fik jeg så min første pakke fra en af de andre i min julepyntsudvekslingsgruppe, nemlig Pernille med bloggen www.styledesigncreate.com. Jeg kendte ikke til Pernilles blog før, men jeg kan se, at hun laver mange fine og kreative ting. I pakken lå dette enkle og smukke pudebetræk syet med en blanding af stof og strik. Udover det fine patchworkarbejde på forsiden, har bagsiden også skønne detaljer, bl.a. to runde træknapper. Jeg siger mange tak for gaven!
Jeg sendte selv mit bidrag til julepyntsudvekslingen i går og lægger selvfølgelig billeder på bloggen, så snart jeg kan se, at brevene er modtaget. 

tirsdag den 10. december 2013

Et rustikt juletræ

Jeg synes lige, jeg ville dele denne idé med jer. Det rustikke juletræ er lavet af min far ved brug af forskellige pinde fra Vesterhavet og hvid bomuldsnor. Juletræet er ca. 2,5 m højt og hænger lige nu i min fars firma og pynter flot i juletiden. En super kreativ og anderledes måde at tænke julepynt på. 

tirsdag den 19. november 2013

Unikke julestjerner

Jeg har efterhånden set mange steder på nettet, hvordan kreative bloggere pepper sine julestjerner og andet op ved simpelthen at sprøjte maling på. Det resulterer ofte i ret så fine resultater, så derfor tænkte jeg, at jeg da også måtte prøve at eksperimentere lidt. Jeg købte en billig sprayflaske fra Søstrene Grene og har ellers brugt en aqua-farvet hobbylack fra Panduro. Malingen havde egentlig en fin konsistens til formålet, men som det ses på billedet herunder, kunne sprayflasken godt komme til at centrere malingen på nogle bestemte områder. Efter jeg har fået flettet stjernerne, kan det dog ikke rigtig ses, og jeg synes nu, de er blevet meget søde.  

onsdag den 12. december 2012

En lækker juletradition



Så blev det endnu engang jul, og iihhh hvor er det hyggeligt! Her hjemme har vi igen i år, som hvert år ved juletid, været i gang med det helt store honningkagebageri og pyntning. Det er en fast del af traditionen, at kagerne skal udformes i alverdens former og pyntes med alverdens farver, og i år er ingen undtagelse. Rød, gul, grøn, blå, brun og hvid og masser af snefnugtema - årets lækre honningkager er klar til at blive spist ;)  
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...