tirsdag den 28. oktober 2014

Højskoleupdate og typografiopgave

Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst har skrevet på bloggen, og der er sket en del i løbet af de sidste måneder. Ud over at blive stolt student og nyde en velfortjent sommerferie, er jeg i starten af august startet på et nyt eventyr, nemlig Krabbesholm Højskole. Her fordyber jeg mig i det kreative med fokus på faget Grafisk Design, hvor jeg allerede nu kan sige at have lært rigtig meget. 
I sidste uge påbegyndte vi udformningen af vores foreløbige portfolier, hvilket betyder, at jeg har fået taget nogle lækre billeder af nogle af de projekter, jeg har arbejdet med, og jeg tænkte dermed, at det var på tide, at dele nogle af dem her også.
Det første projekt, I får lov at se, er en typografi-opgave. Vi fik på holdet til opgave at medbringe en genstand som havde en speciel betydning for os, og som på samme tid var æstetisk pæn. Jeg valgte min højtelskede Julie Sandlau ring, som jeg har fået i studentergave. Vi brugte herefter hele formiddagen på at lave skitser over den valgte genstand og skulle i den sidste skitseface ikke skitsere andet end former. Det var først herefter, at den egentlige opgave blev stillet; at lave et alfabet bestående af små bogstaver ud fra de skitser, der var blevet tegnet. Jeg endte med, at tage udgangspunkt i nogle af de diamantformer, jeg havde fået kreeret, hvori jeg fandt både stamme og en grundform.
Disse træk videreførte jeg i videst muligt omfang videre til bogstaverne. Herunder ses hvordan mit alfabet i sidste ende kom til at se ud. Der er også nogle billeder fra skitsefasen samt et billede af min smukke ring.
Med udgangspunkt i alfabetet skulle vi også skabe et produkt, hvorpå typografien kunne anvendes. Jeg syntes min endelige typografi stadig havde stor sammenhæng med udgangspunktet, ringen, og endte derfor med at lave et fiktivt visitkort for en smykkeforretning. 
Jeg satser på, at få vist mere af hvad jeg går og laver inden så længe igen!

2 kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...